Man skal ikke have været længe i Kirken ved Søerne, før end det forhåbentligt går op for en, at vi har det som erklæret mål, at bibelen og dens ord skal have en stor og central plads i vores gudstjenester og personlige liv. Igennem prædikener, sange og vidnesbyrd skulle det gerne gå som en rød tråd, at når vi tror på, at Gud i bibelen giver sig selv til kende og på en særlig måde har lovet, at dem som søger ham her også vil finde, så har det den konsekvens, at vi ikke kun er bibeltro men også bibelbrugere. Så der er en sammenhæng i mellem hvad vi siger og hvad vi efterfølgende praktiserer.

Men, for der er et men her. Mange har svært ved i hverdagen at sætte handling bag de gode intentioner og resultatet bliver ofte en frustration over ikke at få læst krydret med en smule dårlig samvittighed. For i teorien ved man det er vigtigt og er man vokset op i kristen sammenhæng, har det med at få holdt personlig andagt dagligt været et gennemgående mantra, som når man kommer til kort overfor det har næret en skyldfølelse, der har bevirket at mange i dag mest forbinder bibellæsning med negative følelser. Fordi det ikke lykkes, selvom man egentlig gerne ville det skulle være anderledes.

Den hyppigste årsag til asymmetrien mellem ønske og virkelighed er for mange manglende tid. Hverdagen kører tit i et hæsblæsende tempo med børn, karriere og frivilligt arbejde, så når der endelig er et hul i dagens løb, er man træt og uoplagt og efter en stykke tid, har man vænnet sig til ikke at nå den daglige andagt, selvom den dårlige samvittighed ikke helt kan overdøves bagerst i bevidstheden. For tiden er der bare ikke og da manglende tid er et fænomen næsten alle kender til, mener vi hermed at have fundet en socialt accepteret forklaring på, hvorfor der er i hverdagen tit er et spænd mellem ønske og realitet.

Som småbørnsfamilie far må jeg indrømme, at jeg spejler mig en del i beskrivelsen overfor. For hverdagen går stærkt og derfor har jeg også brug for at minde mig selv om, at hvis jeg i denne hektiske hverdag har tid til at være opdateret på sport og politik eller hvad der ellers kan optage os, så bør der rent principielt også være tid til at læse i Guds ord. For sandheden er jo at vi prioriterer det som vi holder af. Det som optager os og betyder noget særligt for os, det finder vi altid tid til også når hverdagen bare kværner af sted. Så derfor tror jeg dybest set heller ikke på forklaringen om manglende tid holder ved nærmere eftersyn. I stedet tænker jeg en af følgende 2 forklaringer måske i virkeligheden har mere for sig:

Vi tror bibelen handler om os. Vi lever for tiden i selviscenesættelsens guldalder, hvor uhæmmet narcissisme hyldes som naturligt og prisværdigt. En udvikling som ikke går sporløst over os, som kommer i kristne fællesskaber. Og derfor kan vi nemt få den misforståede opfattelse at bibelen primært handler om mig og mit liv. Vores tilgang til læsningen i Guds ord bliver at det hele skal handle om mig og de valg jeg aktuelt står overfor og har brug for svar på. Så når vi i vores bibellæsning ikke finder konkrete svar bliver vi skuffede og tænker som forbrugere, der har ret til en åndelig oplevelse her og nu, at så det kan være lige meget. For det som vi søgte fandt vi ikke.

Er det tilgangen til vores bibellæsning er det ikke mærkeligt vi bliver skuffede, for bibelen handler ikke om os, men den handler om Jesus. Vi har brug for at (gen)opdage Ham, for når han bliver stor for os, så hviler vi også i, at hvad der end vil møde os, så er han med i det. Også når det gør ondt og vores sanser ikke synes at kunne registrere nærværet. Det vil blive tydeligt for os, at vi ikke bare kan finde en guidning i livet med GPS nøjagtighed, som altid fortæller os, hvad vi skal gøre i konkrete situationer. I en af vores salmer synger vi; Sæt mig så jeg ser dig Jesus. Jeg tror vi har brug for at gøre denne bøn til vores igen, så vi ser Jesus og ser ham på en måde så vores liv smelter sammen med hans. Så vi får en fornyet erkendelse af, at Gud vil min frelse og det er det mål hele mit liv skal leves ud fra og i lyset fra det mine valg skal træffes. Om det hjælper eller modarbejder det overordnede mål for mig.

En anden udbredt misforståelse som præger vores bibellæsning, handler om at vi tror vi skal læse for enten at gøre Gud en tjeneste eller for at fortjene hans kærlighed. Jeg tror i virkeligheden megen af den dårlige samvittighed og skyldfølelse som kan præge os, når det med den personlige andagt kikser, stammer herfra. For jeg tænker, at skyldfølelsen opstår, når vi tror manglende andagtsliv gør Gud sur eller vred på os. Eller for at vende det om, hvis du en dag lykkes med at læse og måske endda læse en del mere end du plejer i bibelen, tror du så Gud holder mere af dig end før? For sandheden, som bibelen lærer os, er at vi lever i nåden og falder vi i synd, så falder vi ikke ud af nåden, når vi klynger os til Jesus. Mit ynglings vers i hele skriften stammer fra Romerbrevet 5.8, hvor Paulus skriver, at Gud viste sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Det som Paulus her siger, rammer en tyk pæl igennem den tankegang som tror at vi kan fortjene os noget hos Gud. For det handler ikke om os, men det handler om hvad Gud gjorde for os. Han lod Kristus dø mens vi endnu var syndere og dermed understreger han, at han ikke kan elske mere end han allerede gør. Du kan ikke fortjene dig til mere kærlighed hos Gud ved at være en flittig bibellæser med andre ord.

Men hvordan så få læst i sin bibel og blive ved med det? Her tænker jeg at fællesskabet har noget at byde ind med, som vi stadigvæk mangler at få brugt konstruktivt. For noget tid siden spurgte en student andre om, hvad der kunne motivere dem til at læse/læse mere i bibelen. Han fik følgende svar:

* Vi skulle i fællesskab beslutte os for en tekst som alle så skulle læse til næste gang og når man så mødtes igen, skulle man dele det man havde fået ud af at læse.

Her ses fællesskabet som en ressource og det bryder med den tilgang at bibellæsning bedst foregår som et soloprojekt. Jeg tænker denne tilgang har så meget for sig, at jeg gerne vil prøve

den af i Kirken ved Søerne og indbyder derfor alle som har lyst til, at være med i følgende eksperiment. Startende 1 januar vil jeg hver uge udsende en plan over hvad vi i den kommende uge skal læse og når vi så mødes til kirkekaffe efter gudstjenesterne, vil vi have mulighed for at dele med hinanden, hvad vi har fået ud af at læse i bibelen. Forsøget vil køre i første omgang til sommerferien og målet er dels at få skabt bibelglæde i hverdagen og dels at få styrket vores åndelige sprog. Så det med bibellæsningen ikke bare blive ved de gode intentioner, men bliver forankret i hverdagen som en god vane der giver mig større kendskab og kærlighed til Jesus.

Mød os

Du er meget velkommen til at besøge os en søndag. Du kan også følge med i, hvad vi laver her på hjemmesiden.

  fb


Følg os
- på facebook

map


Besøg os
– og du vil opleve en anderledes kirke