Præst i Kirken ved Søerne - Peter Rask

Peter Rask lille

Jeg blev færdig med at læse teologi på Københavns universitet i 2002 og blev herefter ansat i Luthersk Missions Unge, først som evangelist og siden som ungdomskonsulent. Det var under en studierejse til USA i 2008, at jeg for alvor fik lyst til at arbejde lokalt og tjene en menighed med de evner, Gud har givet mig. Da jeg i januar 2011 blev ansat som præst i Kirken ved Søerne i en 50% stilling, var det en drøm som gik i opfyldelse.

Arbejdsmæssigt er jeg optaget af at forkynde Guds ord på en måde, så det skaber tro og udfordrer til mission blandt de mennesker, vi omgås til dagligt. Sjælesorg fylder også en del i mit job, og jeg oplever det som et stort privilegium, at få lov til at vandre tæt sammen med mennesker i deres glæder og sorger.

Jeg er gift med Anne Marie, som er praktiserende læge i Herning, og sammen har vi 3 børn: Iben, Thea og Astrid, samt katten Tulle. Min fritid bruger jeg på at følge lidenskabeligt med i sport (særligt OB og New England Patriots), læse bøger, se film og andet kristent arbejde i Luthersk Mission og Kristeligt Forbund for Studerende.

Du kan følge med i min blog herunder.

 


 

Man skal ikke have været længe i Kirken ved Søerne, før end det forhåbentligt går op for en, at vi har det som erklæret mål, at bibelen og dens ord skal have en stor og central plads i vores gudstjenester og personlige liv. Igennem prædikener, sange og vidnesbyrd skulle det gerne gå som en rød tråd, at når vi tror på, at Gud i bibelen giver sig selv til kende og på en særlig måde har lovet, at dem som søger ham her også vil finde, så har det den konsekvens, at vi ikke kun er bibeltro men også bibelbrugere. Så der er en sammenhæng i mellem hvad vi siger og hvad vi efterfølgende praktiserer.

Men, for der er et men her. Mange har svært ved i hverdagen at sætte handling bag de gode intentioner og resultatet bliver ofte en frustration over ikke at få læst krydret med en smule dårlig samvittighed. For i teorien ved man det er vigtigt og er man vokset op i kristen sammenhæng, har det med at få holdt personlig andagt dagligt været et gennemgående mantra, som når man kommer til kort overfor det har næret en skyldfølelse, der har bevirket at mange i dag mest forbinder bibellæsning med negative følelser. Fordi det ikke lykkes, selvom man egentlig gerne ville det skulle være anderledes.

Den hyppigste årsag til asymmetrien mellem ønske og virkelighed er for mange manglende tid. Hverdagen kører tit i et hæsblæsende tempo med børn, karriere og frivilligt arbejde, så når der endelig er et hul i dagens løb, er man træt og uoplagt og efter en stykke tid, har man vænnet sig til ikke at nå den daglige andagt, selvom den dårlige samvittighed ikke helt kan overdøves bagerst i bevidstheden. For tiden er der bare ikke og da manglende tid er et fænomen næsten alle kender til, mener vi hermed at have fundet en socialt accepteret forklaring på, hvorfor der er i hverdagen tit er et spænd mellem ønske og realitet.

Som småbørnsfamilie far må jeg indrømme, at jeg spejler mig en del i beskrivelsen overfor. For hverdagen går stærkt og derfor har jeg også brug for at minde mig selv om, at hvis jeg i denne hektiske hverdag har tid til at være opdateret på sport og politik eller hvad der ellers kan optage os, så bør der rent principielt også være tid til at læse i Guds ord. For sandheden er jo at vi prioriterer det som vi holder af. Det som optager os og betyder noget særligt for os, det finder vi altid tid til også når hverdagen bare kværner af sted. Så derfor tror jeg dybest set heller ikke på forklaringen om manglende tid holder ved nærmere eftersyn. I stedet tænker jeg en af følgende 2 forklaringer måske i virkeligheden har mere for sig:

Vi tror bibelen handler om os. Vi lever for tiden i selviscenesættelsens guldalder, hvor uhæmmet narcissisme hyldes som naturligt og prisværdigt. En udvikling som ikke går sporløst over os, som kommer i kristne fællesskaber. Og derfor kan vi nemt få den misforståede opfattelse at bibelen primært handler om mig og mit liv. Vores tilgang til læsningen i Guds ord bliver at det hele skal handle om mig og de valg jeg aktuelt står overfor og har brug for svar på. Så når vi i vores bibellæsning ikke finder konkrete svar bliver vi skuffede og tænker som forbrugere, der har ret til en åndelig oplevelse her og nu, at så det kan være lige meget. For det som vi søgte fandt vi ikke.

Er det tilgangen til vores bibellæsning er det ikke mærkeligt vi bliver skuffede, for bibelen handler ikke om os, men den handler om Jesus. Vi har brug for at (gen)opdage Ham, for når han bliver stor for os, så hviler vi også i, at hvad der end vil møde os, så er han med i det. Også når det gør ondt og vores sanser ikke synes at kunne registrere nærværet. Det vil blive tydeligt for os, at vi ikke bare kan finde en guidning i livet med GPS nøjagtighed, som altid fortæller os, hvad vi skal gøre i konkrete situationer. I en af vores salmer synger vi; Sæt mig så jeg ser dig Jesus. Jeg tror vi har brug for at gøre denne bøn til vores igen, så vi ser Jesus og ser ham på en måde så vores liv smelter sammen med hans. Så vi får en fornyet erkendelse af, at Gud vil min frelse og det er det mål hele mit liv skal leves ud fra og i lyset fra det mine valg skal træffes. Om det hjælper eller modarbejder det overordnede mål for mig.

En anden udbredt misforståelse som præger vores bibellæsning, handler om at vi tror vi skal læse for enten at gøre Gud en tjeneste eller for at fortjene hans kærlighed. Jeg tror i virkeligheden megen af den dårlige samvittighed og skyldfølelse som kan præge os, når det med den personlige andagt kikser, stammer herfra. For jeg tænker, at skyldfølelsen opstår, når vi tror manglende andagtsliv gør Gud sur eller vred på os. Eller for at vende det om, hvis du en dag lykkes med at læse og måske endda læse en del mere end du plejer i bibelen, tror du så Gud holder mere af dig end før? For sandheden, som bibelen lærer os, er at vi lever i nåden og falder vi i synd, så falder vi ikke ud af nåden, når vi klynger os til Jesus. Mit ynglings vers i hele skriften stammer fra Romerbrevet 5.8, hvor Paulus skriver, at Gud viste sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Det som Paulus her siger, rammer en tyk pæl igennem den tankegang som tror at vi kan fortjene os noget hos Gud. For det handler ikke om os, men det handler om hvad Gud gjorde for os. Han lod Kristus dø mens vi endnu var syndere og dermed understreger han, at han ikke kan elske mere end han allerede gør. Du kan ikke fortjene dig til mere kærlighed hos Gud ved at være en flittig bibellæser med andre ord.

Men hvordan så få læst i sin bibel og blive ved med det? Her tænker jeg at fællesskabet har noget at byde ind med, som vi stadigvæk mangler at få brugt konstruktivt. For noget tid siden spurgte en student andre om, hvad der kunne motivere dem til at læse/læse mere i bibelen. Han fik følgende svar:

* Vi skulle i fællesskab beslutte os for en tekst som alle så skulle læse til næste gang og når man så mødtes igen, skulle man dele det man havde fået ud af at læse.

Her ses fællesskabet som en ressource og det bryder med den tilgang at bibellæsning bedst foregår som et soloprojekt. Jeg tænker denne tilgang har så meget for sig, at jeg gerne vil prøve

den af i Kirken ved Søerne og indbyder derfor alle som har lyst til, at være med i følgende eksperiment. Startende 1 januar vil jeg hver uge udsende en plan over hvad vi i den kommende uge skal læse og når vi så mødes til kirkekaffe efter gudstjenesterne, vil vi have mulighed for at dele med hinanden, hvad vi har fået ud af at læse i bibelen. Forsøget vil køre i første omgang til sommerferien og målet er dels at få skabt bibelglæde i hverdagen og dels at få styrket vores åndelige sprog. Så det med bibellæsningen ikke bare blive ved de gode intentioner, men bliver forankret i hverdagen som en god vane der giver mig større kendskab og kærlighed til Jesus.

Fredag den 15 juni blev en skelsættende dag i den danske folkekirke. For her trådte den nye ægteskabslov i kraft, som gør ægteskabet kønsneutralt og som konsekvens heraf også giver bøsser og lesbiske adgang til at blive gift i kirken. Hermed blev den understrøm af liberal teologi som i mange år har svækket kirken indefra tydelig og det synes evident, at kirken nu ikke længere fra officielt hold regner bibelen som et forpligtende skrift angående tro og liv. Tidsånden har sat Helligånden på porten og 2000 års kirke og teologi historie smides på møddingen i ligestillingens navn. Reaktionen på denne udvikling vil ikke være ens for os, som gerne vil høre hjemme på kirkens højrefløj og primært har vores åndelige hjem i missionshuset. For nogle vil det betyde et farvel til kirken og for andre vil det betyde at man bliver, men under tydelig protest.

Tydeligst kom til udtryk da Evangelisk Luthersk Netværk(ELN) indsatte en pastoral vejleder, som kan give sund teologisk modspil til de biskopper som har ytret støtte til ritualet. Inden det skete, havde man undersøgt mulighederne for opbakning til initiativet blandt præster der arbejder såvel i folkekirken som i fri og valgmenigheder samt kirkelige organisationer. Studerer man listen, vil man også finde mit navn blandt underskriverne. Det betyder ikke, at jeg som præst eller at vi som menighed er kommet under ELN's tilsyn. Vi er stadigvæk helt og fuldt med i LM og de strukturer som hører til her. Men jeg står der, fordi jeg gerne vil signalere støtte og opbakning til dem, som for tiden står forrest i kirkekampen og oplever offentlig hån, foragt og dæmonisering. Så de ved, de ikke er alene, men at vi er andre som står bag og støtter, mens vi beder for dem.

I en så medieeksponeret sag som denne kan nuancerne tit forsvinde og det kan være svært at trænge igennem med de gode bibelske argumenter, som findes for at være imod en vielseshandling for 2 af samme køn. Derfor vil jeg gerne henvise til følgende artikel af Tim Keller. I den argumenterer han, overbevisende i min optik, for at man kun kan få ligningen med at velsigne de homoseksuelle til at gå op ved at forkaste Jesus. Jeg anbefaler varmt artiklen, da den kan være med til at give os gode svar på de spørgsmål, som dem længere fremme i kirkekampen lige nu stilles, men som vi på sigt også vil stå overfor.

Derfor skal underskriften også ses som et ønske om at kæmpe for bibelens troværdighed og relevans i en moderne kontekst. En kamp som for tiden kæmpes per stedfortræder i folkekirken, men også en kamp som er vores. For det er i bedste fald naivt at tro, de synspunkter som føres frem med stor styrke af biskopperne og andre i kirkeligt regi, som taler for et opgør med bibelen som norm for tro og liv, ikke i et vist omfang efterlader sig spor hos os. Hvor bibeltroskaben ikke kastes over bord fra den ene dag til den anden, men hvor tvivlens nagende "mon nu Gud har sagt og ment" kører i den indre dialog. Læser man kirkehistorien igennem, er en af de ting som træder frem det faktum, at kirken sjældent er gået til, som følge af ydre pres og modstand. Der hvor kirken er faldet sammen, skyldes det oftest indre forfald og vranglære. For mig at se, er det hvor vi står i dag med den udvikling som er fundet sted. Hvor der er et betydeligt indre forfald i kirken, som også på sigt vil gøre noget ved os, hvis vi ikke er opmærksomme på det og bevidst kæmper imod den sandhedsopløsende teologi, som ubønhørligt skyller ind over os.

Et af de bibel vers som på en særlig måde har sat sig fast hos mig her i foråret, er verset fra Apostlenes gerninger 11.23, hvor Barnabas af apostlene i Jerusalem er sendt til byen Antiokia, for at se til menigheden. Da han når frem og erfarer Guds nåde, formanede ham dem til at holde sig til Herren med beslutsomt hjerte. En formaning som har levet og fyldt meget i mig gennem foråret. At følges med Jesus og som konsekvens af det føre kampen for bibelens sandhed og relevans, er ikke noget som kan gøres halvhjertet. Det skal gøres med stort mod og overbevisning. For tiden står vi ikke forrest i den kamp. Det er lige nu andre som får alle slagene. Men de står der ikke alene og derfor skrev jeg under. Fordi vi står der sammen med dem og deres kamp er vores kamp. 


Jeg har løbende fået nogle spørgsmål om, hvorfor vi i vores kirke bøn beder for Grønland og det vil jeg gerne forklare lidt nærmere i dette indlæg. Kort fortalt handler det om at Gud har tændt en nød for landet og folket i mig. Det startede en mørk efterårsdag i Ødsted, hvor jeg var til bestyrelsesmøde i Kristeligt Forbund for Studerende(KFS). Vi havde netop behandlet en rapport fra en af de ansatte, som har det som en del af sit job, at støtte studentermissionen på Færøerne, da det gik op for nogle af os, at når vi nu støttede arbejdet her, hvorfor så ikke også på Grønland? Og hvem havde i det hele taget fokus på verdens største ø og havde det som et bevidst mål, at nå dem med evangeliet. Vi undersøgte sagen og fandt hurtigt ud af, at det var der ikke mange som havde og nøden voksede. Der blev nedsat et udvalg, kaldet mission sne, som skulle prøve at undersøge mere. Men hurtigt blev det klart for os, at vi ikke havde ressourcer eller arbejdskraft til at etablere et arbejde og udvalget gik lidt i sig selv. Men nøden levede videre og der blev fortsat bedt for landet og folket til vores møder. Og vi blev bønhørt. I sommeren 2010 spurgte sømandsmissionen om KFS ville samarbejde omkring Grønland, hvilket resulterede i, at jeg sammen med 2 andre rejste rundt i landet i efteråret 2010, for at undersøge mulighederne for at drive mission og især drive mission blandt de studerende. Det vi oplevede var at der var mange muligheder for at drive mission og at der var et udtalt behov for det. Derfor har jeg siden været ivrigt engageret i arbejdet med at få skabt en nød og forståelse ind i KFS, for at hvis vi ikke driver mission i Grønland blandt de studerende så er der ikke andre som gør det.

Derfor beder vi for Grønland i vores kirke bøn. Fordi jeg tror Gud i disse år kalder os i Danmark til at nå grønlændere med evangeliet. Både dem som stadigvæk bor i landet, men også blandt dem som lever her i Danmark. Vi beder også fordi vores arbejde er ved at bære frugt, forstået på den måde, at der en del unge som igennem KFS har hørt kaldet og som nu planlægger at bruge noget af deres tid på Grønland for at dele evangeliet. De fleste af dem vil ikke blive udsendt af en traditionel missionsbevægelse, som automatisk forsyner dem med et stort bedende bagland. I stedet vil de oftest kun rejse med deres egen menighed i ryggen og så os, håber jeg. Fordi jeg gerne vil give noget af min kærlighed og nød for landet videre til menigheden. Så vi sammen får syn for at bede Høsten Herre(Matt 9.35-38 side 869 i standard bibelen) om at sende arbejdere ud til de marker, som bogstavelig talt er fysisk hvide det meste af året. Og fordi dem som på sigt rejser til Grønland har fælles DNA med os i ønsket om at nå en mere for Jesus. Derfor beder vi for Grønland i vores kirke bøn. For hvis vi ikke gør, hvem gør så?

 

pic-1

Fornyelig var jeg på ferie i Tanzania, hvor jeg havde anledning til på første hånd at opleve, hvordan nogle af de missionærer vi fra Luthersk Mission(LM) har udsendt arbejder. Det som mere end noget slog mig, var ikke så meget arbejdsindhold, som de forhold de foregik under. I årevis har jeg fulgt arbejdet i landet gennem missionærernes nyhedsbreve og billeder, men dette var første gang jeg på egen krop mærkede de ydre betingelser, som arbejdet foregår under. For på billederne kunne jeg ikke mærke luftfugtigheden på den gode side af 75%, jeg havde ikke oplevet det afrikanske bureaukrati i al dens ineffektivitet, hørt om problemerne med manglende strøm og deraf manglede AC. Læg dertil de udfordringer som altid følger af at flytte sin familie fra et kontinent til et andet og jeg står tilbage med umådelig stor respekt for de mennesker, som lever deres hverdag i omgivelser, jeg ikke selv kunne se mig selv virke i. Fordi problemerne i min optik langt overgår fordelene ved at have en middeltemperatur på den gode side af 25 grader. Så hvad får folk til at bruge nogle af deres bedste år på at drive mission i disse omgivelser?

Jeg tror de drives af det samme som også drev munken Ansgar, da han for snart mange år siden bragte budskabet om Jesus til Danmark. Et land som fristede med regnfulde somre, mørke vintre og vikinger. Jeg tror det er apostlen Paulus som kommer svaret nærmest, når han i 2 korintherbrev skriver i kapitel 5.14-15(side 1055 i standardudgaven af bibelen), at Kristi kærlighed tvinger os og konsekvensen af det er, at vi ikke længere lever for os som, men for ham som døde og gav sig selv, altså Jesus. Det er i første omgang kærligheden til Kristus som får folk til at engagere sig i mission. Fordi man er klar over at budskabet om Jesus er så vigtigt og afgørende, at vi ikke kan og må holde det for os selv. Koste hvad det vil. Det er derfor mennesker i dag arbejder i Tanzania med at udbrede evangeliet på trods af alle udfordringerne, fordi Kristi kærlighed tvinger dem. Og det er sammen nød som jeg vil have løbende som en understrøm i vores menighed. At vi drevet af Kristi kærlighed deler med evangeliet med de mennesker vi færdes blandt i vores hverdag. Så kirkens mål om en mere for Jesus ikke bare ender som en forkromet målsætning uden reel jordkontakt.

Jeg er helt med på at det i praksis ikke er nemmere at drive mission i Silkeborg end det er i Tanzania. Udfordringerne er måske forskellige men ikke mindre i antal og størrelse. Derfor vil jeg gerne slutte med at udfordrere til at vi her i fastetiden, som startede i onsdags, får skabt os plads og rum til Jesus og hans ord i hverdagen, så vi kan fyldes helt op af ham, så det kunne mærkes og høres på os, at vi er fyldte af den kærlighed som gav sig selv for verden, for at ingen skulle gå fortabt uanset om de så lever i Tanzania eller Silkeborg.

Mød os

Du er meget velkommen til at besøge os en søndag. Du kan også følge med i, hvad vi laver her på hjemmesiden.

  fb


Følg os
- på facebook

map


Besøg os
– og du vil opleve en anderledes kirke